Grindbygg i Nordheimsund

Grindbygg i Nordheimsund
Nordheimsund. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

Klokken 05.15 triller jeg ned af en ensrettet smøge i Chalonnes-sur-Loire, hvor to står klar med rygsække i tusmørket. Vi sætter kurs mod Angers for at tage lyntoget til Paris.

De plejer at bo i Minnesota, USA, hvor de siden 1997 har været involveret i højskolen Northhouse folk school. Idag er Amy Henrikson finansansvarlig og Peter Henrikson deler tiden mellem sit eget timber framing-værksted og undervisning på skolen.

Peter var med i 2021, da non-profit-organisationen Hands House rejste et spærfag til Notre Dame de Paris i Washington DC, og endte som ansat på sagen, hos Ateliers Perrault i Maine-et-Loire, hvor vi sammen har bygget på tagværket over koret.

Spærfag nr. 6 rejses i Washington DC, 5. august 2021 (foto fra HANDSHOUSE.org)

På en bistrot i foråret faldt snakken på Peters tidligere studierejser i Norge, på Vestlandets byggetraditioner, og Handverkslagets sommergilde i Nordheimsund, som vi nu krydser kontinentet for at deltage i.

Klokken 14.30 er vi landet i Oslo, hvor restaureringsarkitekt Filippa Rasmussen Sterner slutter sig til, og vi styrer lejebilen mod Vestlandet.

Et stop på vejen: Hol Bygdemuseum. Skitse af bualoft-hjørne: Magnus Frimer-Larsen
Frokost ved Vøringsfossen. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

Fredag (9. juni) aften følger vi BBQ-duften ind på Hardanger Fartøysvernssenter, hvor gildet finder sted.

Vi spiser en pølse med Trond Oalann, som skitserer lørdagens tømrerworkshop for os; et traditionelt vestlandsk grindbygg skal hugges op fra usavede fyrestammer og bortauktioneres søndag ved middagstid.

Forlægget til workshoppen, grindbygg i 'Skipadalen'. Illustration: Magnus Frimer-Larsen

FØRSTE HUG

Lørdag (10. juni) kl. 9.30 sætter vi bukke op, og begynder at bile tømmeret. Førsteprioriteten er stavane og stavlægjene, som indgår i første oplægning. Siden snedbanda, betane og sperrene. Der er i alt 17 deltagere, hvoraf ca. halvdelen indgår gennem hele dagen, så der kan biles sideløbende med afbindingen.

Stavane vendes med rodenden opad, for at sikre tilstrækkeligt materiale til samlingen. Først biles to sider parallelt, og langt nok ind til at tømmeret har lidt kant den øverste meter ca., mens de rette flader løber af mod bunden, hvor det godt må være rundt.

Er der svaj i stavane vendes det ud i facaden. Ligesom de parallelle sider biles ydersiden nogenlunde “beint”, så de langsgående snedband siden enklere kan fældes pænt ind. Indersiden biles groft.

Snedbanda biles på to sider. De har lidt personlighed og er vanskelige at fastholde på bukkene. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

STAVANE LÅSES

Over middag er de første to staver fældet ind i den ene stavlægje. Der er skåret en grøype ned i toppen af staven, og på bagsiden en bred forsats (kaldet fellinga – ca. en tredjedel af stavens dimension), som stavlægja vil hvile på.

En næsten færdig oplægning med stavlægje, staver og snedband. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

I stavlægja skæres to hak, “lås”, som låser staven sideværts. Mens stavlægja ligger vinkelret i forhold til sin endelige orientering (over sin egen akse), lægges stavane ikke i vage, men 2-3 tommer højere i bunden, hvorved der opstår såkaldt “spenn”; stavane læner sig let indad mod taget.

Stavane stavlægja, med 2-3 tommers spenn. Lodstreger afsættes på enderne. Illustration: Magnus Frimer-Larsen
Grøype saves. Foto: Filippa Rasmussen Sterner
Lås mellem stav og stavlægje. Illustration: Magnus Frimer-Larsen

Snedbanda håndteres som følger:

De skæres først til på endelig længde (ca. 1-1,2 meter), med vinkelret snit i enden. Siderne hugges eventuelt tilnærmelsesvist i lod ud mod enderne, så der er en ret flade at tilridse. Så lægges de op over stavlægja og staven, og kæntrer lidt fordi disse ikke ligger i samme plan.

Snedbandets sider hugges flade mod enden. Foto, Magnus Frimer-Larsen

Selve tilridsningen er illustreret nedenfor:

De to skridt i snedbandets tilridsning. Illustration: Magnus Frimer-Larsen

1. Med en ko (kaldet skant) på ca. en tredjedel af snedbandets tykkelse forstryges henholdsvis betens og stavlægjas yderside op på snedbandets ender. Snedbandet løftes af, og dén tredjedel hugges bort.

Ca. en tredjedel hugges bort fra undersiden af snedbandet. Foto: Magnus Frimer-Larsen

2. Snedbandet lægges herefter tilbage på sin plads, og der streges rundt om enderne, ned på beten og stavlægja. Dette omrids stemmes bort, og så kan samlingerne testes. Efter lidt eventuel tilpasning (metoden har en vis grovhed) er enderne på plads, og bores med naveren.

Der hugges/stemmes ud i stavlægja og beten. Foto: Magnus Frimer-Larsen
Snedbandet på plads. Foto: Magnus Frimer-Larsen

Peter Henrikson noterer, at en alternativ (og muligvis ældre) metode bytter lidt rundt på tingene og lader selve udtagene i bete og stavlægje kæntre i samme retning som snedbandet, som så kan forblive ret i enderne. Udtagene kontrolleres ved at trække en stok (i snedbandets længde) henover dem. Han har selv erfaring med at tildanne både snedbandet og udtagene vandret (med en lille loddestok), især gavnligt på rundt tømmer.

Nu kan delene skilles ad, og afbindingen af grindene påbegyndes. For at kende orienteringen (over sin egen akse) af staven er det afgørende at afsætte en lodstreg på enden forinden. Såvel som på stavlægja, det bliver afgørende når sperreskårene skal gøres.

90 GRADERS VENDING – GRINDENE AFBINDES

Det færdige knudepunkt, hvor betehalsen ligger i den tilpassede grøype, og stavlægja kiles ud mod staven. Illustration: Magnus Frimer-Larsen

Jeg var ikke med til dette moment (stod parkeringsvagt), men det går ud på, at beten skal tildannes med en hals i hver ende, betehalsen, som lægges ned i grøypenstavane. Grøypen fordybes eventuelt, hvis for meget af beten rager op over fellinga-forsatsen til stavlægja. Der skæres et ca. 2” dybt hak i oversiden af betehalsen, ned til bunden af fellinga-forsatsen – det skæres lidt længere tilbage end stavlægjas bredde, så der er plads til en kile.

Betehalse hugges i betar. Foto: Magnus Frimer-Larsen

Som nævnt er en lodstreg afsat på staven, som i oplægningen af grinden bliver til en vagestreg, eftersom de to afbindingsplaner (hjemmelavet ord – traditionelt udtryk søges) står vinkelret på hinanden i konstruktionen.

Lodstregen i enden af tømmeret (eller, hvis der som ofte er skåret samlinger i enden også, i form af et høvlet lodmærke et sted på siden af tømmeret) er i sin enkelhed universel og uundværlig når der veksles mellem afbindingsplaner. Især når tømmeret er uregelmæssigt og kræver megen tilpasning.

Spennet, som blev defineret i oplægningen af stavlægja, skal ligeledes fortsat respekteres, (kontrolleres eksempelvis med en stor bræddeskabelon).

Der anvendes tilsyneladende aldrig et egentligt opsnøringsplan som det kendes fra bindingsværk, al opmærkning afsættes direkte på tømmeret.

De krumme snedband pryder gavlene, og vender maven nedad – vistnok en lokal variant, de kan også skyde ryg. Vores grindbygg har blot to grinder, altså gavlene, men kunne have så mange man ville og stavlægja kan ved længere bygninger sammenstykkes med bladsamlinger over stavane.

Hele grinden lagt op til tilridsning af snedband. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

3-5-3

Spærrene (ca. 4”x5”) tilridses enkeltvis efter en mållægte, hvis mål vi finder ved en simpel skaleret opsnøring – en trekant med en grundlinje på 5 (retvinklet halvdel: 2,5) og hypotenusen på 3. Det giver ca. 33 graders hældning.

Spærene lægges med oversiden mod bukken, og mållægten ligeledes mod bukken, således at uregelmæssigheder i spærenes dimension optages i undersiden, som ikke er vigtig, mens oversiden danner et ret spærplan.

Topping out

Grindene rejses. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

Søndag ved 12-tiden blev kontruktionen rejst – grindene i lod, og ret indbyrdes afstand, og så lægges stavlægjane over, og kiles i spænd ud mod stavane.

Endnu før de sidste spær var oppe, var bygget bortauktioneret for 44.000 NOK, til Handverkslagets husholdning.

Auktion. Foto: Magnus Frimer-Larsen
Det smukke skibsværft Hardanger fartøysvernssenter, hvor Handverksgildet fandt sted. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

Grindbygg var "kun" et hjørne af gildet, boderne bugnede af smukt arbejde udi mange fag. Læs om handverkslaget her.

Grindbyggets fagudtryk og proces bliver grundigt trukket op på Trond Oalanns blog, foruden i Kåre Herfindals bog 'Grindbygningen', Voss 2004

Sightseeing på vejen tilbage. Finnesloftet fra 1200-tallet. Foto: Filippa Rasmussen Sterner
Mølstertunet i Voss, klyngetun med bygninger fra 1500-tallet og frem til 1880'erne. Foto: Filippa Rasmussen Sterner
Tak for turen. Foto: Filippa Rasmussen Sterner

Skrevet af Magnus Frimer-Larsen, tømrer

Modtager meget gerne rettelser/tilføjelser: magnus@frimerts.dk

Tak til A.P. Møller-fonden, Stillinges fond, Margot Fribergs fond, Københavns tømrerlaug og Lærlingeforeningen for støtte til mine rejser i år og sidste år.